Her er så Tera. Hun er fra Dyreværnets internat i Rødovre. Tera er hittekilling, fundet i en papkasse på Nørrebro sammen med 3 andre killinger. Hendes fødselsdato kendes naturligvis ikke præcist, men hun er fra omkring d. 15.09.2007 - så det har jeg besluttet er hendes fødselsdag.
Jeg faldt for hende, fordi hun kom hen til mig uden at være bange. Hun kravlede rundt på mig, spandt og skulle nusses hele tiden. Jeg vaklede meget mellem Tera og hendes bror, som var lige så dejlig, fordi jeg helst ville have en hankat. Det var meget svært at vælge, så da jeg fik at vide, at hun er ægte 3 -farvet, tog jeg en hurtig beslutning. Så Tera blev valgt i stedet for sin bror pga. hendes farve.
Pust - støn, at få en killing i huset igen. Jeg havde næsten glemt, hvordan det er. Der er godt nok krudt i den unge dame! Hun er alle vegne. Oppe, nede, under, over - alle vegne. Men nu - her en måned efter hun er kommet - er hun så småt begyndt at komme lidt ud. Det dæmper heldigvis lidt på hendes energiniveau, når hun er inde, for så er hun træt.
Bortset fra hendes energi, som får mig til at kalde hende terroristen, er hun en skøn kat. Hun er meget hengiven, kærlig, imødekommende og tillidsfuld. Men som internatskat er hun også meget kontaktsøgende. Så snart jeg er uden for hendes synsvidde, hyler hun hjerteskærende. Hun virkelig græder! Det er en kæmpe tragedie for hende, når jeg f.eks. er i bad og har lukket døren, så hun ikke kan se mig. Det er ved at blive bedre, fordi jeg træner hende til at lege og beskæftige sig selv, når jeg ikke lige kan rende rundt med hende på armen.
Hun er en fin lille kat, og jeg er meget sikker på, at hun og jeg nok skal få et godt liv sammen!